KBs historie

jjj

På billederne til højre ses øverst Boldklubben Frems 1. hold anno 1959 og Åløkke Boldklubs 1. hold anno 1959.

 

Kildemosens Boldklub blev stiftet d. 29. september 1971 som en sammenlægning ml. Boldklubben Frem og Åløkke Boldklub.

Frem blev stiftet i 1930 af ansatte ved Odense Glasværk og havde hjemsted på det anlæg vi er på i dag. Åløkke blev stiftet i 1957 og var i starten nærmest en gadeklub fra Abigaelsvej med hjemsted på Åløkke Alle med Haustrups Fabriker som nabo.

Sammenlægningen

Kimen til en sammenlægning blev lagt helt tilbage i 1967, da nogle fra de to klubbers bestyrelser var til en reception hos OKS. I samme år var B 67 jo blevet startet som en sammenlægning af Korsløkke Boldklub og Boldklubben Thor, så man øjnede en mulighed for at få bedre forhold, hvis vi selv kunne finde ud af en sammenlægning. Sagen var jo nemlig, at begge klubber, men især Åløkke, havde elendige forhold. Åløkke havde et træskur, til omklædning, uden indlagt el, vand og varme og Frem havde det rum, vi i dag kender som Tutten (med kakkelovn) og et omklædningskur med 2 brusere til gasvandvarme.

Det viste sig imidlertid, at der, på dette tidspunkt, ikke var stemning for en sammenlægning i klubberne. I stedet fortsatte man med at presse på hos Kommunen for at få bedre forhold på de eksisterende anlæg - men uden held. Beskeden fra Kommunen var, at der var for mange småklubber i Odense, så vi måtte finde nogen at lægge os sammen med, før der kunne tales om forbedringer.

Efter fornyet kontakt mellem klubbernes formænd, som var Flemming Rodam fra Frem og Ervin Balck fra Åløkke, og et afholdt fællesmøde med en DBU konsulent, kom der dog skred i sagerne i foråret 1971. Begge klubber afholdt ekstraordinære generalforsamlinger med positive resultater, selv om nogle var imod, så vejen til den stiftende generalforsamling var banet.

Generalforsamlingen

På denne, der blev holdt i Frems lokale den 29. september 1971, var der mødt 48 personer, med 36 fra Åløkke og 12 fra Frem. Der skulle vælges bestyrelse, ungdomsudvalg, spilleudvalg, old boys udvalg, klubben skulle have et navn og spilledragt, og kontingentet skulle fastsættes. Der var to forslag til et navn nemlig Kildemosens Boldklub og Vestre Boldklub. Der blev afgivet 24 stemmer for Kildemosens Boldklub og 23 for Vestre Boldklub medens 1 stemme var blank.

Klubbens spilledragt blev den Åløkke havde i forvejen, og som vi kender i dag, nemlig grøn/hvid. Frems var gul/blå men Åløkkes blev valgt af hensyn til ungdomsspillerne, så de ikke skulle købe nyt. Kontingentet blev fastsat til 18 kr. pr. måned for seniorer, 9 kr. for 16-18 årige og 5 kr. for ungdom og lærlinge. Menige soldater og studerende havde frikontingent. Klubbens første bestyrelse bestod af: Flemming Rodam (formand), Jack Christensen (kasserer) og bestyrelsesmedlemmerne Leif Andreasen, Erik Damgaard og Frede Larsen.

Klubhuset

Da sammenlægningen nu var en realitet, gik bestyrelsen i gang med planlægningen af udbyg- ningen af klubhuset, som vi havde fået lovning på af Odense Kommune. Forudsætningen var, at Kommunen betalte for materialerne ud fra en økonomisk ramme, og klubben selv skulle stå for opførelsen.

Der blev nedsat et byggeudvalg, lavet tegninger og Leif Frederiksen lavede en flot model i legoklodser, så man kunne se, hvordan det kom til at se ud. Byggeriet begyndte i 1972 med et byggehold på ca. 25 mand, men ved afslutningen 2 år efter var der kun 8 mand tilbage. I det hele taget blev det en drøj omgang, og ikke uden omkostninger. Således måtte Flemming Rodam opgive sin tømrerforretning og Erik Damgaard måtte stille sit hus som sikkerhed for at få lån hjem til færdiggørelsen. Det var nemlig sådan, at efterhånden som folk faldt fra, måtte vi købe mere og mere hjælp udefra, for at blive færdige, og det var som nævnt for egen regning.

Ligesom det gamle klubhus havde været Frems eget, blev det nye også Kildemosens eget. Det betød, at klubben kunne lave en aftale med Ervin Balck om at blive ansat som inspektør. Denne aftale måtte dog droppes igen allerede efter et år, da det ikke kunne hænge sammen økonomisk. Godt nok betalte Kommunen tilskud til både el, vand, varme, rengøringsmidler og inspektørløn, men da tilskuddets størrelse var afhængig af andelen af medlemmer under 25 år gav det simpelthen for lidt.

Som det er sket for så mange andre klubber i Odense, måtte bestyrelsen derfor gå den tunge gang til Kommunen og bede dem om at overtage klubhuset. Det accepterede de, så siden 1973 har vi haft den ordning vi kender i dag.

Det sportslige

I 1971 lå begge klubber i serie 2, og da vi var i samme kreds, skulle vi mødes i en af de sidste kampe. Begge parter var enige om, at der naturligvis ikke skulle være aftalt spil, men at det heller ikke gjorde noget hvis Frem vandt. De havde nemlig gode chancer for oprykning, og så kunne den nye klub jo starte i serie 1.

Sådan gik det dog ikke. Under kampen kom der nogle uheldige bemærkninger, der fik Åløkkes spillere til at sige til sig selv: ”Nej, nu skal de (Frem) sgu ikke have noget forærende”. Åløkke vandt kampen, og Frem rykkede ikke op. Det kunne de andre klubber i kredsen ikke forstå noget af…

Vi startede så sæsonen 1972 med et hold i serie 2, et i serie 3, to i serie 4 og et old boys hold. På ungdomssiden havde vi et puslinge, to drenge, et junior og året efter et ynglinge hold.

Klubbens første træner var Frems gamle træner Torben Sørensen, der fortsatte i Kildemosen, og med to gode serie 2 hold lagt sammen, var der basis for, om ikke oprykning, så i hvert fald en topplacering. Sådan skulle det dog ikke gå. Tingene fungerede ikke, og vi rykkede ned i serie 3 til stor skuffelse for dem, der havde arbejdet så hårdt for en sammenlægning.    

Vi vendte dog hurtigt tilbage til serie 2, vores ungdom klarede sig godt, så der var rigtig grøde i klubben, Det var dengang holdene kom og bakkede hinanden op, og som tilskuer skulle man skynde sig ind i Tutten efter 1. holdets kampe for at få en siddeplads.

De følgende år skiftede det lidt mellem serie 2 og 3, dog mest serie 2, og i 1998 lykkedes det for første gang, med Claus Poulsen som træner, at rykke op i serie 1. Her skulle vi kun bruge to sæsoner, før træner Per Bostholm fik os op i fynsserien. Det blev dog kun til en enkelt sæson, men vi kom da på landkortet og fire af vores hjemmekampe blev vist på lokal tv (mod egenbetaling). Efter et par år mere i serie 1 rykkede vi igen i serie 2, indtil træner Per Hansen, i sommeren 2009, fik os tilbage til serie 1.

Ungdommen

De første par år havde vi stadig rådighed over Åløkkes gamle bane, hvor vores ungdom spillede. De blev senere rykket over på Kildemosevej, hvilket skulle vise sig at blive et stort problem. Vi fik ikke længere den tilgang, vi tidligere havde fået, da de fleste børn kom fra Åløkkeskolen, og nu skulle de pludselig passere både Rugårdsvej og Middelfartvej for at komme til træning.

Der blev lavet flere tiltag for at få fat i børn og unge mennesker bl. a. fra det nybyggede område ved Falen og Roersvej men uden det store held, så, stille og roligt sygnede ungdomsafdelingen hen og ”afgik ved døden” i 1991 sammen med ungdomsformand Leif Jørgensen. De unge vi havde fra starten blev dog, og flere af dem kom senere til at præge vores 1. hold, og nogle er der endnu - som superveteraner.

Damerne

I 1982 startede vi en dameafdeling, der, fra starten, mest var beregnet på ren hygge, men hurtigt blev mere seriøst med både 11- og 7 mandsbold. Det gav dog klubben store pladsproblemer, så kælderen måtte ændres til omklædningsrum, og der blev etableret brusere i varmerummet. Rent sportsligt toppede damerne i sæsonen 2007-2008, hvor de var rykket op i Danmarksserien, men det blev kun til den ene sæson, så var det tilbage til fynsserien. Det blev hurtigt klart, at kun et fåtal af damerne var villige til at bruge den tid, der var nødvendig, for at spille i Esbjerg, Århus, Ålborg, Hjørring eller på Als.

Old boys

Fra starten var ”de gamle” en afdeling for sig selv i Kildemosens Boldklub med egen bestyrelse og økonomi, men forholdsvis hurtigt blev de administrativt indlemmet i KB. Som tidligere nævnt var der, fra starten, kun et old boys hold, men senere kom både veteraner, superveteraner og for nogle år siden også masters til. Rent sportsligt har holdene klaret sig flot med old boys i mesterrækken for et par år siden, og i år har vores veteraner ligeledes spillet i mesterrækken.

Kildemosens Venner

Allerede i 1970’erne blev de første tiltag gjort, for at skaffe penge til klubben. Der blev afholdt bankospil i kælderen, med Tage Andersen som primus motor, og rafling, skydning, dåsekast m.m. om sommeren i nogle overdækkede boder på pladsen over mod Posten med Børge Knudsen og Bent Brassing som foregangsmænd.

I 1983 blev det mere formaliseret med oprettelsen af en decideret støtteforening, der kom til at hedde Kildemosens Venner. Der blev lavet medlemslotteri, støttelotteri, men ikke mindst begyndte man at afholde en såkaldt sportsuge fra onsdag til søndag op til pinsen. I mange år var den berømt i hele byen, og der kom masser af mennesker på anlægget, ja - fredag og søndag var der 200 - 250 folk til spisning i teltet. I de bedste år genererede KV omkring 50.000,- kr. til Kildemosens Boldklub, så det er ikke småpenge det er blevet til gennem årene.

Desværre, som med mange andre ting i dag, blev det mere og mere vanskeligt at finde det nødvendige antal personer til at drive KV videre, så den sidste sportsuge blev holdt i 2007, og i 2008 blev der lukket og slukket, og de resterende midler overført til Kildemosens Boldklub.

Verner P. Larsen

Det vil komme for vidt, at nævne alle de personer der har gjort en særlig indsats for Kildemosens Boldklub, men vi kommer ikke uden om at nævne æresmedlem Verner Peder Larsen. Han kom fra Frem, hvor han var ”kridtmester” og altmulig mand, og som sådan fortsatte han i Kildemosens Boldklub lige indtil han blev syg i 2006. Det betyder, at han har stået for opkridtning af baner i ca. 40 år. Han afgik ved døden den 7. juni 2007 og efterlod en arv til klubben, en arv, der er den direkte årsag til at vi kunne få opført en overdækket terrasse og anskaffet en måltavle m.m.

Seniorklubben

I 1997 var der nogle gamle medlemmer der tog initiativ til oprettelsen af en seniorklub. Det startede som en kombineret hygge- og arbejdsklub for efterlønsmodtagere og pensionister. Der blev bl. a. malet i Tutten og lagt nyt tag på den gamle overdækning ved klubhuset. I dag er det en ren hyggeklub, hvor man mødes onsdag i lige uger til morgenkaffe og rafling. Pengene der rafles ind bruges til en jule- og en sommerfrokost. Medlemstallet svinger lidt, da der desværre falder nogen fra på grund af sygdom og dødsfald, men i øjeblikket er der 10 i en alder fra 67 til 75 år. Heraf er der 5 mand med på de to holdbilleder fra henholdsvis Frems og Åløkkes 1. hold anno 1959.

Æresmedlemmer

Flemming Rodam (†2000), Ervin Balck (†2016), Leif Jørgensen (†1991), Verner P. Larsen (†2007), Erik Damgaard, Finn Bruun Hansen, Henning Christiansen, Flemming Hansen, Michael Worre.

Klubbens formænd

Flemming Rodam, Per Nørbo, Claus Kragh, Tomas Henneby, Peder Meisner, Finn Bruun Hansen, Flemming Hansen, Bo Nielsen, Nicolai Bøgedahl, Kenneth Nielsen.


KBs historie er oprindeligt forfattet af:

Ervin Balck og Erik Damgaard

Besøgstæller

Besøg siden den: 16-01-2017
Total: 034796
Dagligt: 105

1 online